Jetsmark IF - Træner Informationer
Jetsmark IF Træner Information
Velkommen som træner/holdleder i JIF Ungdomsafdeling.
Denne information er udarbejdet med det formål at give dig en hjælp til at komme godt i gang med træner/holdleder funktionen i Jetsmark IF.
Nøgle til døren ind til vores materiale-rum og tøjskab udleveres af Pia Steen Bjerring, som træffes på tlf. 98204076/30654646 eller email : pia@steenbjerring.dk.
Til dit hold udleveres følgende materialer som du som træner er ansvarlig for
- Spillertrøjer
- Shorts
- Målmandshandsker
- Strømper
- Isposer
- Holdtaske
- Lægetaske fra U10 og ældre eller en Falck-kasse til opbevaring af ispose, førstehjælpsmaterialer etc. for de yngre hold
- Overtræksveste
- Bolde til træning og kamp
- Kegler - hvis årgangen har egne
- Vinterjakker - hvis årgangen har egne
Typisk vil arbejdet med årgangens/holdenes materialer være et samarbejde mellem træner, holdleder og forældrerepræsentanten i årgangen. Supplering af materialer samt ønske om nye materialer sker ved henvendelse til Henrik Steffensen, John Kjærgaard eller Pia Steen Bjerring via årgangens forældrerepræsentant eller trænere.
Materialerum:
Her finder du boldvogne med bolde fordelt i størrelse 3, 4 og 5.
I materialerummet opbevares endvidere toppe/kegler, ringe, agilitystiger mv. som fælles benyttes af alle klubbens hold.
Det er dit ansvar, som træner, at alle bolde der tages med ud kommer med ind igen efter træning.
HUSK: Materialer sættes på plads efter træning. Hjælp med at holde orden i vores fælles materialerum. Ryd også gerne op efter andre!
Tøjskab
Hvert hold/årgang har et tøjskab i gangen under cafeteriet. U13-U19 samt S1 har i boldrum samt udebanesæt i spillergang.
Her opbevares spillertøj, overtrækstrøjer, drikkeflasker, lægetaske, holdtaske etc.
Du er som træner ansvarlig for at disse ”materialer” er i ren og hel stand gennem sæsonen. Der ryddes op i tøjskabene hvert år ifbm DBU Fodboldskole ugen. Venligst reserver en aften til at rydde op i eget tøjskab. Al spiller tøj, alle bolde mm skal være i klubben ifbm denne uge, hvor der gøres status.
Supplering til nødhjælpsudstyr (plaster mv.) kan du få ved henvendelse til Henrik Steffensen, John Kjærgaard eller Pia Steen Bjerring.
Supplering af isposer kan du få ved henvendelse til Henrik Steffensen, John Kjærgaard eller Pia Steen Bjerring.
Er der problemer med de materialer, der er tildelt dit hold eller du i tvivl om materialer ifbm. træning og kamp, så kontakt din holdkontaktperson eller Pia Steen Bjerring på tlf. 9820 4076 /3065 4646.
Kampfordeler – turneringsafvikling
11-mands kampe - DBUJylland turnering, Pokalkampe og Vinterserie
Rita Nielsen
Isaksvej 46
9490 Pandrup,
Mobil privat. 40937799
E-mail: rin@stofanet.dk
Kampfordeler-telefon 21376186 (kampfordeler 11-mands)
Rita disponerer desuden over alle kampe, der skal planlægges ifbm kunstgræsbanen.
3-5-8-mands kampfordeler, Indendørs og Futsal
Pernille Schou
Isaksvej 10
9490 Pandrup
E-mail: pernille@isaksvej.dk
Kampfordeler-telefon 60899815 (kampfordeler 3-5-8-mands)
For 3- og 5 mandshold: Årgangen skal selv skaffe dommere til hjemmekampe for U10 og yngre (oftest hjælper forældre)
Evt. ændringer til turneringsplanen SKAL aftales med kampfordeler.
Der bestilles sorte dommere til alle kampe i 8-mands fra U11 og opad.
Turneringsplan kopieres af træner/holdleder og offentliggøres på årgangenes FaceBook-sider. Turneringsplan er også tilgængelig på klubbens hjemmeside og via DBU Applikationen til mobiltelefon.
Kopimaskinen er på kontoret i klublokalet bag Cafeteriet.
Postbakke
I dag er der meget sjældent skriftlig information. Det meste er elektronisk og fremsendes direkte til trænernes mailbokse eller i trænerforum på FaceBook.
Holdkort
Vi benytter DBU KampKlar til at sætte holdkort. Træner og holdleder tilknyttes af kampfordeler til de enkelte hold. holdkort skal sættes inden kampen fløjtes i gang og kan ændres op til 7 timer efter kampen.
Vær opmærksom på at manglende udfyldte holdkort rettidigt giver klubben en b.
Hjertestarter
Der findes 2 hjertestartere i vores bygning. Den ene er sat op ved hallens hovedindgang, mens den anden er opsat i mellemgangen ved udgangen mod nord til Stadion. Bemærk: Hvis uheldet er ude og du ikke ved hvad man gør, så ring 1-1-2 og få professionel vejledning, mens assistancen er på vej. Det er det bedre at forsøge at gøre noget end ingenting at gøre!
Kørsel
Kørsel til kamp skal normalt arrangeres i forældre-regi.
Der gives IKKE buskort til spillere.
Hjemmekampe
Kampbane og omklædningsrum for holdene er noteret på Infoskærmen overfor tøjskabene. Ellers spørg Ingolf!
Kontakt altid Ingolf, hvis du er i tvivl om praktiske ting ifbm. banefordelinger og omklædningsrum til kamp.
Turneringer/Stævner/Rejser
Klubben giver hvert år et rejsetilskud til U15 drenge og U15 piger hvis de ønsker at tage på udlandstur med overnatninger. Tilskuddet er på 10.000,- for drenge og 10.000,- for piger. Tilskuddet er øremærket til betaling af turneringsgebyr for holdet samt betaling for 2 trænere/assistenter/holdledere. Evt. overskud tilfalder spillerne. Der skal laves et budget/regnskab for rejsen som sendes til klubbens kasserer.
Øvrige hold i ungdom vil oftest få dækket holdets turneringsgebyr - resten betales af deltagerne.
Træner/holdleder evalueringsmøder
Normalt afholdes 2-4 træner/holdleder evalueringsmøder pr halvsæson – efter forårs sæsonen og efter efterårs sæsonen. Du vil blive indkaldt til disse møder af en repræsentant fra Sportslig Udvalg. På disse møder evalueres den forgangne halv-sæson og oplæg til nye initiativer i klubben drøftes med jer.
Fodbold og tordenvejr
Vi følger naturligvis anbefalingerne fra DBU, så derfor gå ind fra træning. Under kamp er det dommeren der bestemmer hvornår en kamp afbrydes.
Forholdsregler ved tordenvejr fra DBU
- Når man ser lyn og hører torden, er det vigtigt at tænke på følgende:
- Søg ikke ly under træer, specielt ikke et enkeltstående træ.
- Prøv at undgå tårne og åbne pladser.
- Lad være med at røre større elektrisk ledende genstande – fx hegn, rækværk, vandhaner, varmeapparater eller apparater forbundet til el- og telefonnettene
- Det er sikkert at være indenfor, men luk døre og vinduer og undgå som nævnt ledninger, telefonen og rørføringer
- Det er også sikkert at sidde i en bil med lukkede døre, vinduer og soltag.
Se mere her: http://www.dbu.dk/klubservice/Kampe_og_baner/tordenvejr
Spillerlister
Det er trænernes pligt ,at opdatere spillerlister for egen årgang i hhv marts og august måned. Spillerlisterne danner grundlag for kontingentopkrævningen, der opkræves via KlubOffice pr e-mail.
Bortvisninger
I tilfælde af at trænere og ledere, der er ude som repræsentanter for Jetsmark IF bortvises fra banen med bøder som følger, vil klubben betale for første forseelse. Ved gentagne bøder skal træneren/lederen personligt udrede bøden ifht DBUJylland.
Holdbøder
Jetsmark IF ungdomsafdeling vil ikke acceptere at spillere skal betale nogen form for ’dumme-bøde’. Med dialog skal træneren forklare spillerne om mødetider, afbud og gensidig respekt.
Man kan ikke som hold/klub kræve betalinger af denne art hos unge under 18 år.
Afslutninger
Ungdom fra U6 og yngre til U19 har valgt at holde afslutningerne sommeren ifbm oprykning til ny årgang. Der er 35,- pr spiller og træner/leder til disse afslutninger til brug i Jetsmark IF's cafeteria. Der indkøbes af klubben Flid og Fidus til alle hold fra U12 og ældre. Øvrige får erindringsmedaljer. Afslutningerne aftales af trænerne med Cafeteriet inden der uddeles sedler, så ikke 2 hold booker samme dag.
Telefon til klubhuset/cafeteriet: 98 24 64 64.
Værdigrundlag
I Jetsmark IF har vi følgende værdigrundlag
Jetsmark IF er for alle
som har lyst til at spille fodbold uanset niveau, og som samtidig vil bestræbe sig på at efterleve klubbens regler.
Spillerudvikling
Vi vil holde fokus på spillernes individuelle udvikling. I børnefodbolden skal leg med bolden være i højsædet. Til kampe skal alle spille mindst halvdelen af kampen (HAK).
Differentieret træning
Alle spillere har brug for hinanden. De gode spillere har brug for hinanden i den daglige træning, hvor de har behov for succes med deres driblinger og finter overfor de mindre gode spillere, mens de mindre gode har brug for rollemodeller, som de kan se op til og kigge efter for at øge deres egen udvikling.
Sammenhold
At træningen foregår i trygge omgivelser, hvor der er plads til at lave fejltagelse, og hvor alle føler sig velkommene, uanset hvilket samfundslag de kommer fra. Jetsmark IF er et sted hvor mobning absolut ikke accepteres.
DBU Fair play
Spillerne skal udvise fair play til træning, overfor medspillere, træner og forældre. I kamp overfor modstanderne og deres træner, forældre og dommeren. Og overfor klubben i forhold til faciliteter og de remedier man benytter.
Gennem den teknisketræning og leg med bolden, hvor spillerne og bolden er i centrum. Gennem taktisk træning med lege, der indeholder fodboldtaktiske begreber, som for eksempel løbe mod, løbe væk, kropsfinte sagtens kan indlejres i en lang række tagfat og fangelege.
Hvor den fysisketræning foregår som kappestrid med bold med masser af kropskontakt, og forskellige kropsbevægelser, som er med til at udvikle den kropslige kompentence. Social træning hvor spillerne gennem situationer skal samarbejde på kryds og tværs af holdet.
Adfærd
Det forventes, at såvel trænere, spillere og forældre til- og omtaler hinanden på samme måde, som man selv ønsker at blive til- og omtalt. Det forventes ligeledes, at man behandler og tiltaler modstandere, dommere mv. efter samme princip – behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet.
Såfremt en af klubbens spillere opfører sig usportslig, ikke efterlever klubbens/trænerens instrukser eller på anden måde levere en dårlig opførsel til såvel træning som til kamp, på og/eller udenfor banen er det ungdomsudvalgets ønske, at træneren sørger for, at det får konsekvenser for spilleren, fx ved at sende spilleren væk fra træning eller ved kamp at tage spilleren ud af banen og evt. sende spilleren til omklædning.
Forældrene opfordres hermed til at fortælle egne børn, at det er træneren, som bestemmer, og dennes instrukser skal efterleves, således at trænerne får mulighed for at bruge tiden og energien på at lære børnene at spille fodbold.
DBU's Etiske retningslinjer for klubskifte i børne- og ungdomsfodbold
Jetsmark if følger DBU's retningslinier i børne og ungdomsfodbold, dvs at der ikke 'fiskes' efter spillere direkte ved kontakt til spillere/forældre, men den involverede klub kontaktes. Endvidere bør spillere ikke søge udfordringer i større klubber før ved overgangen til ungdomsfodbold, der er U13 årgangen.
Jetsmark IF tilbyder
- Fodbold for alle 4-18 årige piger og drenge
- Engagerede og uddannede trænere (forældretrænere i de mindste årgange)
- Træning tilpasset den enkelte årgang
- Gode træningsfaciliteter
- Aktiviteter udenfor banen for såvel børn som voksne
- Fodboldskole for de 5-14 årige
Forældrerepræsentant i en årgang
Forældrerepræsentanterne er bindeleddet mellem årgangen og klubbens administrative side. Der afholdes fast et møde om måneden til at sikre at alle trives i klubben.
- Sammen med træneren/holdleder og spillerne, opbygge et godt kammeratskab (f.eks opmuntre til kaffe, frugt og kage til kampe og stævner)
- Deltage i klubmøderder indkaldes til ca 4 årligt
- åsætning af vagter i forbindelse med Nørhalne Cup
- Arrangere og deltage i forældremøder i samarbejde med træner
- Hjælpe med praktiske ting så som spillertøj, nøgler mv
Holdsætning
Spillerne får udleveret praktiske oplysninger, når de skal spille kamp. Foldbold er et holdspil, hvor de spillere, der er på banen, skal samarbejde som et team, og det er trænerens vurdering, hvor på banen dit barn har den bedste indflydelse på spillet og for holdet, en placering som ikke nødvendigvis behøver være favoritplacering for dit barn. Støt dit barn og holdet ved at støtte træneren i hans vurdering, specielt når dit barn eller andre spillere på holdet er til stede! Husk mange med fodboldforstand er ikke enig med landsholdstræneren.
Afbud til kampe
Spilleren kontakter træneren straks, således at en eventuel afløser kan findes. Såfremt en spiller ved han er forhindret i at spille en af de planlagte kamp, informeres træneren snarest.
Afbud til træning
Såfremt man forhindret i at deltage i træning informeres træneren. Såfremt andet ikke aftalt med træneren, bliver ingen væk uden afbud.
Spillertøj
Spillertøj findes til alle hold. HUSK benskinner. Efter kampe lægger spillerne spillertøjet med retsiden ud ad i tre bunker, strømper for sig, shorts for sig og T-shirts for sig. For at sikre, at alt spillertøj kommer til vask kontrolleres ved optælling, at alle spillere har afleveret hele spillersættet (antal spillersæt er angivet på kurven). Tøjet tages på skift med spillerne hjem til vask.
Frugtordning
Vi vil gerne opfordre forældrene til at lave en frugtordning, hvor forældrene på skift medbringer frugt til holdet, når der spilles kampe, således at spillerne kan spise frugt i halvlegen og efter kampen.
Transport til kamp og stævne
Foregår i privatbiler. HUSK sikkerhedssele på alle. Forældre kører til udekampe. Såfremt, der ikke er biler nok, til at alle spillere kan transporteres efter gældende færdselsregler, aflyses kampen, og vores hold bliver taberdømt (UHT 0-3). Klubben modtager desuden en bøde fra DBUJylland.
Ture og stævner m.v.
Træneren informere om de ture og stævner, som holdene evt. deltager i.
Kontingent
Opkræves halvårlig og er incl indendørs-træning i vinterhalvåret.
Aldersrelateret træning
Alle ungdomstrænere får udleveret manualen ”Aldersrelateret træning – forsvarlig og målrettet træning af børn og unge”, som DBU har udarbejdet sammen med Team Danmark. For at skab en rød tråd gennem ungdomsrækkerne, opfordrer ungdomsudvalget alle ungdomstrænere til benytte sig af aldersrelateret træning, ligesom vi gerne vil opfordre trænerne til at deltage i relevante kurser, herunder DBU B1-træneruddannelse.
FaceBook og Jetsmark IF
På den officielle Jetsmark IF FaceBook-side har vi ganske enkle regler: Vi skriver om alle klubbens aktiviteter, om holdenes kampe - både sejre og nederlag. Vi kritiserer aldrig modstandere, dommere eller modstandernes forældre.
Kan man ikke skrive positivt - så lad vær med at skrive.
Ulødige tekster vil blive fjernet af én af de mange administratorer! Vi har ikke til hensigt at hidse nogle op - kun at vise og informere om altdet sjove i en forening! Du kan blive administrator for en årgang ved at henvende dig til Pia Steen Bjerring.
På årgangenes FB skrives træner-informationer, der kan vises sjove fodboldklip og tips og tricks. Ingen ulødige ting eller billeder her heller! Pia Steen Bjerring (Ungdomsformand) og Finn Larsen (Formand) er i alle årgangs FB sider i Jetsmark IF. Pia som Admin.
Skal spillere oprette en FB side til deres egne ting, så skal de afholde sig fra ulødige billeder og hån mod hinanden og andre.
Omklædningsrum - både hjemme og ude!
Efter træning/kampe tages fodboldstøvler af og rengøres inden man går i omklædningsrummet. Såvel til træning som til kampe og såvel på udebane som på hjemmebane forlades omklædningsrummet ryddeligt. Tjekkes inden det forlades, således at affald mv. er i skraldespanden og glemte ting og sager kommer med ejermanden hjem. Ofte skal omklædningsrummene bruges af andre inden de rengøres.
Det er ikke tilladt at filme med kamera eller mobil fra omklædningsrummene ifbm omkædning og bad. Sejrsdanse mv er tilladt.
Bolde, drikkedunke og andre rekvisitter
Såvel som til træning som til kampe tæller man de bolde mv., man tager med ud i vognene, og ingen spillere forlader området, før alle bolde mv. er samlet igen, og dermed kan lægges tilbage i boldrummet.
Lejrskole etc.
Det er vigtigt, at spillere/forældre informere trænerne i god tid omkring lejrskole etc., således at træningen kan tilpasses og kampe eventuelt kan flyttes til andet tidspunkt. Til orientering kan oplyses, at en kamp der skal flyttes, skal være aftalt med modstanderen, og JBU skal være informeret senest 8 dage før.
Ris/ros
Såfremt forældre har ris/ros til træneren/klubben er det vores ønske, at I vil kontakte jeres trænere og/eller ungdomsudvalget, således at eventuelle problemer kan drøftes og løses mellem voksne, og dermed undgå at inddrage spillerne. HUSK at trænerne i ungdomsafdelingen hører til blandt klubbens frivillige ulønnede personer, som gør, at Jetsmark IF kan eksistere.
Med sportslig hilsen
Jetsmark IF’s Ungdom